Manden fra Norden Martinus har den kosmisk-clairvoyante Evne

Gennem Nostradamus har vi hørt om “Manden fra Norden”. Han er blevet et Begreb, som efterhaanden har bidt sig fast i vor Bevidsthed, og det er ikke helt uden Grund, at vi netop i disse Tider; hvor store Ting er i Vente, drister os til at bringe Navnet Martinus i Forbindelse med den aarhundred gamle Profeti.

HVEM er Martinus? vil en stor Del af læserne spørge, som ikke kendér det Kæmpeværk, denne Mand har under Udarbejdelse, og hvis 1. Del er udkommet i Aar. “Livets Bog”, som det hedder, vil først blive fuldført i Aar 1940, men i  Mellemtiden vil Martinus’ Menighed uden Tvivl have vokset sig saa stor, at den spænder over det meste af den civiliserede Verden.

Denne Mand er nemlig en Ener, hvis hele Eksistens hviler paa en hel anden Basis end den, vi er vant til at se,’- han. betragter i de ham aabenbarede Syner Livet i hele dets kosmiske Sammensætning, hans Aand er saavel her paa Jorden som udenfor, hans eget Jeg er ikke begrænset til Legemet, men kan paa sin Færd gennem jordiske og himmelske Sfærer se Udviklingen og Meningen i alle Eksistensers Tilværelsesformer.

Barndommens og Ungdommens Oplevelser

Martinus – Manden fra Norden 

Denne mærkelige Mand er født 1890 i den lille By Sindal i Vendsyssel. Selv ved han ikke, hvem Forældrene var og betragter, da ogsaa kun sin Tilsynekomst paa Jorden som det sidste Inkarnationsled til den Skole, som ethvert Menneske engang i en kommende Tilværelse vil opleve i Tilstanden “Den store Fødsel”. Martinus regner, at denne kom til ham her paa Jorden i Marts 1921. I sin Barndom nød han kun Almueundervisning og tjente lidt som Vogterdreng. Paa Gaarden, hvor han boede, opdagede man hurtigt Drengens psykiske Evner. Han kunde se de aandelige Væsener, der bevæger sig iblandt Os lige saa tydeligt, som de paa Jordkloden levende, og denne Clairvoyance forfulgte ham da han — uden yderligere Uddannelse — blev Mejerist og senere Nattevagt i København. I Johan Leyins-tidligere Villa i Vedbæk fik han et tydeligt Bevis paa sin overnaturlige Kraft. Medens han gennemsøgte Kælderen paa sin Runde, stod pludselig hans Kusine foran ham i et hvidt Lys. Det var netop i det Øjeblik, hun døde et helt andet Sted i Landet, men dette og andre Visioner var kun den begyndende Indledning til det mærkværdige, der senere skete.

Medens han var ansat i Mælkeriet “Enigheden” i København, var det, den før omtalte “store Fødsel” pludselig og uforberedt kom til ham. Han indhylledes i et straalende, hvidt Lys hjemme i sin Bolig, og han blev i Stand til udefra at betragte sit eget Legeme gennem den frigjorte Aand. Martinus vil selv i et af de kommende Bind’ af “Livets Bog” forklare alt det mærkelige, der foregik med ham, for, siger han selv, hvis jeg ikke gør dette grundigt og redegør for Aarsagerne, vil disse Ting lyde altfor fantastiske og usandsynlige, selv om de stemmer overens med de profetiske og apostoliske Syner.

Røntgenblikket

Fra nu af var der ikke mere noget, der hed Tid og Sted for ham. Han kunde se Tildragelser inden de fandt Sted, han præsterede – for at overbevise sine Omgivelser – at han var i Stand til at køre en Bil gennem Byens tætteste færdsel med Bind for Øjnene, og han havde endvidere faaet den mærkelige Evne at kunne se tværs igennem alle levende Væsener. Dette var ham en stor Lidelse. Alle Menneskets indvendige Sygdomme saa han som i Røntgenbilleder, og da han engang i en Sporvogn sad overfor en Mand, besvimede han  ved det skrækindjagende Syn, der viste ham Passageren som en haardt angreet Sukkersygepatient, hvis indvendige Dele næsten var titintetgjort af Sygdommen.

Disse Stadier gled han dog efterhaanden over, det var ham hverken magtpaaliggende at demonstrere sine Evner som en anden Hanussen og slaa Mønt af dem, ej heller at dvæle ved den jordiske Elendighed, men hans Syn udvidedes til at se hele Verdensplanet og Meningen med Livet paa en saa intens Maade, at han i Begyndelsen over-hovedet ikke kunde udtrykke sig i Ord, men maatte nedskrive sine Visioner i Farvebilleder og mærkelige “geometriske” Tegninger, som ingen formåede at fatte, før det lidt efter lidt lykkedes ham at give en i Ord formet Forklaring.

1 Løbet af nogle Aar blev man i teosofiske og antroposofiske Kredse opmærksom paa den tidligere Vogterdreng fra Vendsyssel og saa, at man her stod overfor noget usædvanligt. Formaaende Mænd gav ham Midler i Hænde, dels til at kunne udgive 1. Del af sit Værk. dels til uafhængigt at kunne leve videre for at fuldende det. Martinus nøjes imidlertid ikke med en Stuelærds Arbejde. Med Mellemrum samler han en stor og interesseret Lytterskare i Borups Højskole, hvor han uden Manuskript og uden nogen Art af Forberedelse til Foredraget, der ledsager de af ham selv udfærdigede kosmiske Lystegninger, forkynder det, der er kommet til ham — uden at han nogen Sinde ad Litteraturens Vej har sat sig ind i disse, i bogstavelig Forstand højtsvævende Emner. Og selv om han, ligesom i sit Værk, endnu har svært ved at begrænse sig —i den Grad vælder Tankerne og Synerne frem for hans indre Blik — saa kan dog selve Kernen af hans Ord og Demonstrationer forstaas af de mange, belyst som de stadig bliver af haandgribeiige Hverdagseksempler fra Livet paa vor Klode i “den dræbende Tidsalder” og “Dyreriget”, hvori vi endnu befinder os, til den forestaaende Omska-belse  af Jordmenneskets Taagetilstand til en sollys Tilværelse. I denne skulde Menneskene lidt efter lidt glide over i den ideelle Tilstandsform allerede paa Jorden, Kød-kosten blive dem en Modbydelighed og Drabets, Gridskhedens og Krigenes Tidsalder være forhistoriske Episoder.

Martinus og de sociale Forhold

I denne Artikel at komme ind paa Martinus’ Udredninger gennem hans kosmiske Syn, der rækker helt ud i Verdensrummet, er naturligvis umuligt. Om selve vort Jeg, siger han i Korthed det, at det fysiske Legeme kun er en Maskine, der benyttes af Jeg’et, og at dette efter Døden blot gaar over i en anden Tilstandsform, som lever i de første Zoner eller Sfærer næsten som paa Jorden. Den “dødes” Tanker former Materien, skønne landskabelige Syner som Enge, Blomster, alt af fineste Æterstof, omgiver Aanden, og i denne nye Verden opdrages man efterhaanden til at kunne leve og arbejde under den ny Tilstandsform, til der engang naas frem til “Salighedsriget”. Uretfærdigheden er kun tilsyneladende, og enhver Handling vender tilbage til sit Ophav.

Det er, dog langtfra, at Martinus glemmer de jordiske Toner for lutter Sfæremusik. Det er ham især magtpaaliggende at paavise de indre og rent psykologiske Aarsager til den tunge Lod, Menneskene her paa Jorden maa lide under, med andre Ord, han vil forklare, af hvilken Grund Fordelingen af Jordens Goder er som den er, og hvorledes Menneskene vil kunne befri sig for det sociale og politiske Aag, der nu truer med at knuse dem.

Fra Tidskriftet OM 1/1-1933